De første lejre
Under sine ophold i træningscentre i England og USA blev Stig Guldberg optaget af den indsats, der blev gjort for de mange, som blev invalideret under 2. verdenskrig. Snart gik det op for ham, at indsatsen for børn, som var kommet til skade, var begrænset. De færreste turde påtage sig ansvaret. Især tyske børn led under det - "de var jo selv ude om det," som nogle sagde. Stig Guldberg gjorde oprør mod den holdning, for vist var krigen Tysklands anvar, men de børn, der blev ramt af de allieredes bomber, var jo uden skyld.
Han gik derfor i gang med at forberede en forsøgslejr i Danmark for en lille gruppe tyske børn i sommeren 1950. Nogle så skævt til det, men forsøget blev en succes; året efter gennemførte han endnu en lejr i den sjællandske landsby Karsemose, denne gang for 35 børn i seks uger. Lejrene blev gennemført for penge, han og hans hustru Muffa havde tjent i vinterens løb - suppleret med økonomisk bistand fra mange sider.
Projektet greb om sig. I de følgende år arrangerede han og Muffa lejre i både Tyskland, Italien, Sverige, Østrig og Danmark, hvor man lejede sig ind i mere eller mindre egnede lokaler i bl.a. som nævnt Karsemose, på Enø og i Audebo. Midlerne skaffede ægteparret selv - dels ved arbeje med forskellige job otte af årets måneder, dels ved stigende offervilje fra foreninger og private i takt med at lejrene blev kendt af offentligheden.
I 1954 blev Stig Guldberg klar over at arbejdet v ar ved at vokse ham over hovedet. Han tog chancen, sagde op fra sit job som civilforsvarsleder i Næstved og sprang ud i det uvisse.
I 1955 lejede han civilforsvarsskolen i Nysted på Lolland, og de første års nomadetilværelse var forbi; i hvert fald om sommeren, for om vinteren kørte Stig Guldberg - ofte med hele familien - Europa tyndt for at knytte kontakter, finde de børn, der trængte mest til et ophold i en Guldberg-lejr, eller for at holde foredrag, give radio- og avisinterview - og rejse penge.
Kirsten Stig Guldberg (f. de Nully, blandt venner Muffa) var kun 25, da familiens liv ændredes radikalt. Sammen havde de en datter på 4 år - og Muffa var gravid i 9. måned med endnu en datter, der blev født et par uger efter at Stig Guldberg "sprang i luften". Det var hårde vilkår, men hun stod ved sin mands side hele vejen og arbejdede - især i de første år, før familien forøgedes med endnu tre børn - ivrigt med i lejrene.
For økonomien var altid stram - ofte blev regningerne først betalt i løbet af vinteren; Stig Guldbergs hjerte var stort, og der var ikke altid råd til de børn, han inviterede. Det skete ikke sjældent, at man pludselig måtte ud og finde alternative løsninger, fordi sommerens lejre tilfældigvis var blevet overbelagt med op til 100 procent. Fra de første lejres 30-40 børn i seks uger steg antallet efterhånden til tre-fire sommerlejre om året a seks uger med ofte 50-60 børn ad gangen.
I Nysted fik Guldberg-lejren kongeligt besøg. Kong Frederik IX og dronning Ingrid tilbragte et par timer med lejrens børn og var stærkt optaget af, hvad de så. Måske også fordi kongens fætter, Prins Viggo, havde involveret sig stærkt i Stig Guldbergs skæbne med en stor personlig indsats til fordel for arbejdet.
Også Nysted fik en ende. Efter et par år skrantede økonomien, selv om man forsøgte at udvide intægtsgrundlaget med højskolelejre for voksne handicappede i vintertiden. I stedet lejede Stig Guldberg sig ind i et tidligere sommerpensionat i Nørre Lyngvig på Holmslands Klit, og her gennemførtes sommerlejrene i en årrække, indtil Guldberg-Plan endelig i 1963 fik foden under eget bord med et skolebyggeri til 60 børn ved Stig Guldbergs bolig i Kramnitze på Lolland. Her havde Guldberg-lejrene deres base de næste - og sidste - tyve år; dog lejlighedsvis med skilejre i Østrig, solferielejre på Gran Canaria og naturlejre rundt om i Tyskland.
