Økonomien

Guldberg-lejrene hvilede næsten udelukkende på privat finansiering. Det var afgørende for Stig Guldberg, at arbejdet ikke var afhængigt af offentlig støtte. Det ville have sat snævre grænser for ikke kun de opgaver, han påtog sig, men også for hvilke børn, der kunne deltage i lejrene. For Stig Guldberg var det vigtigt at arbejdet ikke blev underlagt de talrige regler, der altid vil være gældende i det offentlige system.

Han modarbejdede enhver form for institutionalisering, hvilket også var en af årsagerne til, at lejrene højst varede 5-6 uger. Barnet skulle for en stund rives ud af sit daglige miljø og sine normale rammer, men skulle jo tilbage til sit hverdagsliv og leve videre her med den nye ballast, lejren havde givet det.

Derfor var det også kun få af lejrens medarbejdere - der oftest bestod af frivillige og studerende, som brugte et ophold i Guldberg-lejren i deres uddannelse til f.eks. psykolger, socialrådgivere, lærere eller pædagoger - som fik lov at komme igen år efter år. Det forhindrede at organisationen stivnede.

Det var ikke alle projekter, S.G. kastede sig ud i, der var lige populære i det offentlige system, og heller ikke i nogle af de organisationer, der mente at have eneret på de forskellige grupper af handicappede. Ikke desto mindre ydede de fleste kommuner hvert år tilskud til Guldberg-Plan; men der var tale om frivillige bidrag af beskeden størrelse. Efterhånden som man i kommunerne indså værdien af arbejdet i lejrende, skete det også jævnligt, at man betalte til et barns ophold. Men det var aldrig en betingelse. Mente Stig Guldberg, et barn havde brug for et lejrophold, blev det inviteret uden skelen til om der blev betalt for det.

For udenlandske børn kunne dog gælde andre regler - her var det kutyme, at der blev betalt for de børn, der kom i lejr.  Og den tyske organisation Dortmunder Guldberg-Hilfe indsamlede store beløb i Tyskland til betaling for tyske børns ophold.

Økonomien hvilede altså primært på frivillige bidrag; fra foreninger og organisationer, fra indsamlinger og i høj grad også gaver fra private donorer. Flere dagligvarekæder forærede lejrene fødevarer - og som andetsteds omtalt blev skolen i Kramnitze for en stor del bygget af materialer, der blev skænket af danske byggefirmaer. Jævnligt indløb en arv fra mennesker, der havde testamenteret deres formue, stor som lille, til Guldberg-lejrene. Det krævede en enorm indsats af Guldberg selv i form af foredrag og avis-, radio-. og tv-interviews i både Danmark og udlandet. Han havde usædvanlig stor og positiv bevågenhed hos medierne - men det blev det ikke mindre slidsomt af.

Men han var ukuelig og lod sig ikke standse, fordi økonomien så lidt sort ud. Lejrene blev gennemført hver sommer - det skete ikke sjældent, at en sommerlejr sluttede med et hul i kassen. Efterfølgende blev vinteren brugt til at skaffe midler, så man kunne svare enhver sit.