Med humoren som værktøj


Med humoren som værktøj

 

Stig Guldberg var et humoristisk menneske - det hjalp ham igennem den ulykke, der ramte ham selv, og han brugte i høj grad også humoren i arbejdet med børnene; og ikke mindst i arbejdet med at skabe forståelse for at et menneske ikke bliver et andet menneske, fordi det ikke er udstyret med - for at bruge hans egne ord - det statsautoriserede antal arme og ben, man sædvanligvis er udstyret med.


Han var aldeles usentimental i forhold til sin egen situation. Han omtalte således aldrig den skæbnesvangre dag, der ændrede hans liv, som en ulykke, men som "den dag, jeg sprang i luften".


På samme måde havde han det svært med mennesker, der, måske ikke mindst for at fremhæve deres egen godhed, lagde ansigtet i medlidende folder ved synet af en handicappet person. Han havde intet imod at folk gav en hjælpende hånd, hvis det var nødvendigt - men det skulle ske på den handicappedes egne præmisser. Derfor citerede han også gerne et gruk af Piet Hein, De trøstomane, om samaritanaer-komplekset:


Der er folk, der så gerne vil stå én bi,

og hjælpe i stort og småt,

men bli'r forfaldne til melankoli,

når de hører, man har det godt!


Hans humor havde også kant. Som den dag, han havde spist frokost på en landvejskro - og på vej ud til sin vogn hørte en forarget mand ved nabobordet bemærke:

"Det er fanneme godt gjort, at man kan få lov at køre bil, når man ikke har nogen hænder!"

Stig Guldberg reagerede prompte:

"Så tænk på alle dem, der kører bil uden hoved ..."

Der blev stille ved bordet.




Gennem årene modtog Stig Guldberg talrige priser for sit arbejde. Han var glad for anerkendelsen, men kun et enkelt dokument fandt han værdigt til at hænge på væggen i sit kontor:

Invalideforsikringsrettens bekræftelse af, at han ikke var handicappet nok til at modtage invalidepension!









Sammen med radiomedarbejderen og forfatteren Gunnar Iversen producerede han for DR en tv- og radioserie om handicap - især om omgivelsernes reaktion på et handicap. Den var i høj grad humoristisk - og provokerende. Selvskreven som hovedkraft i de sketches, der indgik, var komikeren og skuespilleren Jesper Klein, som hurtigt fattede meningen med serien.


Stig Guldberg beskæftigede sig ofte med fordomme og med begrebet normalitet. "Lykken er at vide, hvad der er normalt," var overskriften på en brevkasse af det kendte psykologægtepar Inge og Sten Hegeler. Han selv formulerede det sådan:


"Vores forestilling om et normalt menneske er i mange tilfælde begrænset til vores egen to-værelsers lejlighed."


Hans ofte rå, militærhumor faldt nu ikke altid i god jord. Som da han foreslog et radioforedrag om bløderbørn - med arbejdstitlen "Blod - blødere - blodplasma." Det affødte en hastig reaktion fra chefen for DR's kultur- og samfundsafdeling, Bodil Graae, der var en pæn dame!

"Din titel forekommer mig direkte usmagelig, som taget ud af reklamesloganet for Dubonnet. Jeg har kaldt den Den kongelige Sygdom. En reportage om et forsøg med bløderbørn."

Guldberg klukgrinede, da han læste brevet ...

 


Adr.: advokat (H) og mediator Lone Brandenborg - Advokatfirmaet Kahlke, Købmagergade 3, 1150 København K - tlf. 33 12 25 50