Det begyndte med en sandkage ...


Det begyndte med en sandkage ...


Efter en omflakkende tilværelse i ind- og udland fik Guldberglejrene i en årrække fast domicil i et tidligere badehotel i Nørre Lyngvig på Holmslands Klit. Med sin beliggenhed mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord midt i de vilde, vestjyske klitter, var lejren ideel til formålet, og den vestjyske befolkning tog varmt imod ham. Ved indsamlinger i de lokale aviser doneredes både penge og naturalier til børnene. Men der var det ene problem, at bygningerne trods al deres stråtækte charme var højst upraktiske til kørestolsbrugere og gangbesværede, som udgjorde en meget stor del af børnene. Stig Guldberg drømte om at etablere en fast base, bygget til formålet, i Kramnitze på Lolland, hvor han selv boede. Men økonomien i det projekt var næsten uoverskuelig - indtil der pludselig indtraf et mirakel!



Guldbergskolen i Kramnitze bød på idrætsplads og et stort naturområde, hvor man kunne lege røvere og soldater og bygge de mest fantasifulde huler. Men frem for alt var bygningerne på alle områder indrettet handicapvenligt og i ét plan, så gangbesværede og børn i kørestole kunne bevæge sig frit omkring uden hjælp.


Adr.: advokat (H) og mediator Lone Brandenborg - Advokatfirmaet Kahlke, Købmagergade 3, 1150 København K - tlf. 33 12 25 50


Det begyndte faktisk med en sandkage. Lejren havde af en kagefabrik fået foræret sandkager i kassevis, langt flere end man selv kunne spise på en sommer.

En dag samlede Stig Guldberg et par unge tyske blaffere op på vejen fra Ringkøbing til Nørre Lyngvig. De fortalte, at de lå i spejderlejr på klitten, og Guldberg inviterede dem til at komme på besøg samme aften, så de kunne snakke med de tyske børn i lejren. De kom en hel flok, og da de havde underholdt børnene en times tid, fik de en kop kaffe og en sandkage. Faktisk fik de en hel kasse med tilbage til kammeraterne i deres lejr.

De kom igen de følgende dage, og da det viste sig, at flere af dem var unge arkitektstuderende og bygningshåndværkere, fortalte Stig Guldberg dem om sine drømme om en helårsskole på Lolland - og om, hvor umuligt det ville være at skaffe pengene.

"Den klarer vi!" sagde de unge; de drog hjem til Sydtyskland og stiftede organisationen Dortmunder Guldberg-Hilfe. I fire-fem år kom hver sommer 60-80 unge tyske studernede og håndværkere til Lolland for at bygge! De samlede selv penge ind til deres ophold; Guldberg skulle kun sørge for telte og folkekøkken, som han lånte af Hjemmeværnet. Byggematerialerne foræredes af små og store danske firmaer i vidt omfang, ligesom danske foreninger, organisationer og privatpersoner bidrog til projektet.

Guldberg-Skolen i Kramnitze blev indviet i 1964; men Dortmunder Guldberg-Hilfe fortsatte med at samle penge ind i Tyskland - til finansiering af tyske børns ophold i lejrene i de følgende mange år. Organisationen eksisterer stadig, dog nu uafhængigt af Guldberg-Plan, og med et noget lavere aktivitetsniveau end før.