De glemte børn


De glemte børn


Det begyndte med krigsinvaliderede børn fra Tyskland, som ingen i disse år, så kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning, følte trang til at gøre ret meget for.


I de efterfølgende år udvidedes arbejdet naturligt. Fra krigsinvaliderede børn ikke mindst fra Tyskland og Frankrig - Danmark blev jo ikke ramt i samme grad som andre europæiske lande - til børn med andre former for invaliditet; forskellen på om man mister en del af sin førlighed under et bombardement eller ved en ulykke i trafikken er jo usynlig.


Og det greb om sig. Børn med fysisk invaliditet af enhver tænkelig art: Børn med amputationer, børn med forskellige slags lammelser, blinde og døve børn; spastikere og børn med epilepsi. Behovet for hjælp var enormt i hele Europa, for over alt var problemet det samme: Ikke mange turde for alvor påtage sig ansvaret for at trække børn med fysiske begrænsninger ud af deres daglige, trygge - og alt for ofte overbeskyttede - miljø for at give dem de oplevelser, der er normale for et barn - og dermed et nødvendigt spark, så de kunne komme videre i livet.


I Guldberg-lejrene blev de bombarderet med oplevelser. Og der var stor hjælpsomhed fra mange sider; Cirkus Benneweis åbnede hvert år teltdørene for Guldberg-lejrene, Falck gav talrige håndsrækninger, flyvestationer, kaserner og flådestationer bød hjerteligt velkommen om bord - for ikke at tale om de faste oplevelser såsom ridening, udflugter og sport, der indgik i lejrenes dagligdag.






















Stig Guldberg rejste Europa tyndt og mødte børn med behov for hjælp alle vegne - ikke kun i Tyskland og Frankrig, men også i Østrig, Italien, Sverige, Schweiz, Holland, Belgien. Og i takt med lejrenes udbredelse, udvidede han også handicapbegrebet. Han fik tidligt øje for de tyske mulatbørns særlige problemer - i hjemlandet blev de ofte marginaliserede, fordi enhver jo kunne se, at deres mødre havde haft et forhold til en sort, altså en soldat fra den amerikanske besættelsesstyrke. I begyndelsen inviterede Stig Guldberg sådanne børn på lejrskole i Danmark - siden organiserede han sammen med ildsjælen Tytte Botfeldt ferieophold for mulatbørn i danske familier. Da det udviklede sig til at danske familier begyndte at gennemføre private adoptioner, inspirerede han sammen med hende til oprettelsen af den officielle adoptionsformidling Glemte Børn.

 

En henvendelse fra Grønland førte til, at Stig Guldberg i en årrække organiserede grønlandske børns ferieophold hos danske familier; i øvrigt med stor hjælp fra det danske flyvevåben, der hver sommer tog sig af transporten af børnene mellem Grønland og Syddanmark.





















Stig Guldberg var blandt de første til at gribe fat i nogle af de 10.000 børn, der i årene omkring 1960 blev født med voldsomme misdannelser, fordi deres mødre under graviditeten indtog den kvalmenedsættende medicin thalidomid, der viste sig at have katastrofale bivirkninger. Han indledte også et samarbejde med universitetshospitalet i Bonn, der havde påvist, at man ved profylaktisk behandling af børn med blødersygdommen kunne forebygge de skader, som førte til livslang invaliditet og ofte til tidlig død. Samarbejdet var ikke populært hos alle danske myndigheder; behandlingen ville ganske vist betyde store besparelser på langt sigt, men var kostbar på det korte sigt. Det standsede ikke Guldberg, der uden skrupler inviterede bløderbørn i sommerlejr, hvor de sideløbende med den medicinske behandling pludselig kunne få afløb for al den aktivitet, de aldrig tidligere havde kunnet udfolde. (Klik her for at læse om et bløderbarns oplevelse af Guldberg-lejren.) På samme måde inviterede han børn med cystisk fibrose.


Men han standsede ikke ved fysisk handicappede børn. Også børn med andre problemer oplevede i Guldberg-lejrene at få et skub i den rigtige retning, f.eks. børn fra socialt pressede bydele i København, som var på vej ud på et skråplan, og derfor trængte til en pause fra det daglige miljø. Det offentige system kunne først gribe ind, når barnet var havnet i den truende kriminalitet og havde stiftet bekendtskab med retsvæsenet. Stig Guldberg kunne gribe fat, før det gik galt. Det var en af årsagerne til at han i alt, hvad han foretog sig, frabad sig offentlig støtte. Han ville stå frit.





















I underpunkter på denne side kan du læse om nogle af de børn, der besøgte Guldberg-lejrene: "Jeg så Gerlinde danse", "Martin - den tandløse tiger", "Det sete afhænger ikke af øjnene ..." og "At ride uden hænder." Der er tale om manuskripter til radioforedrag. De kan læses ved at rulle med musens hjul ned gennem teksten eller ved at taste på hjælpefelterne øverst til højre i manuskripterne. På billedgalleri-siden er der billeder af nogle af de børn, der kom i lejrene. De fleste billeder kan forstørres, hvis du klikker på dem med musens venstre tast. Tryk på Esc-tasten, når du vil tilbage til galleriet.


Adr.: advokat (H) og mediator Lone Brandenborg - Advokatfirmaet Kahlke, Købmagergade 3, 1150 København K - tlf. 33 12 25 50